Unge fravælger i kritisk omfang uddannelserne til sygeplejerske, pædagog og lærer. Regeringen er nødt til at reformere de videregående uddannelser, så netop de fag, bliver et meget mere attraktivt valg for unge mennesker.
Af Camilla Wang, forkvinde for Danske Professionshøjskoler
Lad os spole tiden tilbage til sidste sommer, mere præcist juli 2022. Landet over er tusindvis af unge mennesker i fuld gang med at søge ind på deres drømmeuddannelse. Også de tidligere gymnasievenner Signe og Mads, som begge er i starten af tyverne, sidder midt i overvejelserne om, hvilken videregående uddannelse, de skal vælge.
Som alle andre unge drømmer Signe og Mads om at starte på en uddannelse, som er fagligt udfordrende, med gode muligheder for at udvikle sig, og hvor arbejdslivet tegner lyst og interessant.
Fristen for at søge ind udløber om få timer. Der drømmes, googles og laves lister over fordele og ulemper. Er uddannelsen i medicin eller psykologi på universitetet det rigtige, eller vil en sygeplejerske- eller pædagoguddannelse på en professionshøjskole passe bedre?
Valget af sygeplejerske- og pædagoguddannelsen i dag er mindre attraktivt. Her er mindre prestige, færre muligheder for at videreuddanne sig og gøre karriere. Desuden er der udsigt til et travlere arbejdsliv ovenikøbet til en lavere løn. Det ved de unge. Og det ved vi andre også godt, hvis vi skal være ærlige
Valget er svært. Signes mor har gjort karriere som jurist og mener, at Signe skal læse på universitetet, for som hun siger: ”Du har gået på gymnasiet, og du er kvik og har fået gode karakterer. Og så er der mange flere muligheder efter universitetet.” Hun siger ikke til Signe, at der også vil være meget mere prestige i en universitetsuddannelse. Men hun tænker det.
Jeg ved ikke, hvilke uddannelser Signe og Mads endte med at vælge. Men jeg gætter på, at de ikke forfulgte drømmen om at blive fx sygeplejerske eller pædagog, men i stedet endte med en universitetsuddannelse. Simpelt hen fordi valget af sygeplejerske- og pædagoguddannelsen i dag er mindre attraktivt. Her er mindre prestige, færre muligheder for at videreuddanne sig og gøre karriere. Desuden er der udsigt til et travlere arbejdsliv ovenikøbet til en lavere løn. Det ved de unge. Og det ved vi andre også godt, hvis vi skal være ærlige.
Undersøgelser fra fx Arbejdstilsynet viser med al tydelighed, hvordan samfundsvidenskabelige akademikere, læger og ledere topper ranglisten, når der bliver spurgt til mulighederne for at udvikle kompetencer og lære noget nyt i forbindelse med jobbet. Desuden går nyuddannede sygeplejersker, lærere, socialrådgivere og pædagoger ud til en mere krævende hverdag, når uddannelseslivet er slut. De har højere følelsesmæssige krav forbundet med arbejdet, mindre indflydelse på arbejdstider sammenlignet med fx samfundsvidenskabelige akademikere. Og endelig har de sværere ved at bruge deres faglighed, som den er tiltænkt og således udføre arbejdet i tilfredsstillende kvalitet.
Det nytter ikke, at det gode liv alene ligger for enden af en universitetsuddannelse, så vi ikke får uddannet tilstrækkeligt mange og dygtige professionelle til vores hospitaler, børnehaver, sociale botilbud og skoler.
Mattias Tesfaye (S) kom i sin tiltrædelsestale som ny børne- og undervisningsminister med en skarp og berettiget kritik af det hierarki, vi har bygget op, og som afgør, hvad der er fint at arbejde med, og hvad der ikke er. Tesfaye blev spurgt af en journalist, om den nye ministerpost ikke var en degradering fra jobbet som justitsminister. Tesfayes svar faldt prompte: Der er noget galt i vores samfund, når fine titler og antallet af slipsedage er vigtigere og mere prestigefyldt end at arbejde med børn.
Jeg kunne ikke være mere enig. Og konsekvenserne af dette hierarkiske tunnelsyn er mærkbare. Således er søgningen mod uddannelserne til fx sygeplejerske og pædagog faldet med henholdsvis 33 og 24 pct. fra 2019 til 2022. Historien om Signe og Mads er altså langt fra en enlig svale, og samfundskonsekvenserne er da også til at få øje på. I dag er det sådan, at en række af vores mest centrale samfundsinstitutioner, nemlig hospitaler, skoler, sociale botilbud, børnehaver mv., ganske enkelt ikke kan rekruttere de uddannede sygeplejersker, lærere og pædagoger, som de har brug for. Samtidig viser en prognose fra DAMVAD Analytics, at Danmark i 2030 vil mangle mere end 35.000 sygeplejersker, pædagoger, lærere og socialrådgivere. Som det er i dag, uddanner vi ikke vores unge mennesker på en måde, der sikrer, at vi kan bevare og udvikle det velfærdssamfund, vi er stolte af og har bygget op gennem årtier.
Min uddannelsespolitiske ambition er, at vi meget hurtigt finder en bedre balance mellem det akademiske, praktiske og kreative i vores samlede uddannelsessystem. Det nytter ikke, at det gode liv alene ligger for enden af en universitetsuddannelse, så vi ikke får uddannet tilstrækkeligt mange og dygtige professionelle til vores hospitaler, børnehaver, sociale botilbud og skoler. Signe og Mads skal ikke længere betragte fx sygeplejerske- og pædagoguddannelsen som et valg på trods, hvor prestige og sikre udviklingsmuligheder lægges til side.
Den just tiltrådte SVM-regering kalder sig selv for et politisk arbejdsfællesskab, og lægger ikke skjul på, at den står over for flere kritiske og komplekse udfordringer. Det fremgår tydeligt af både regeringsgrundlaget og statsministerens nytårstale, at regeringen har sat sig for at løse problemet med erhvervsuddannelsernes manglende attraktivitet. Det er godt! Erhvervsuddannelserne er i dag eftertrykkeligt efterladt på perronen og står som et skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke får vendt udviklingen i tide. Derfor ærgrer jeg mig samtidig over, at regeringsgrundlaget ikke vier den samme opmærksomhed og fokus på løsninger, når det gælder problemet med den manglende søgning mod de store uddannelser på velfærdsområdet.
Der er behov for, at regeringen sætter sig for bordenden, og i samarbejde med hele uddannelsessektoren, udvikler idéer og løsninger til et uddannelsessystem der passer til det samfund, vi gerne vil være – nemlig et samfund, hvor det er lige så attraktivt at uddanne sig til at arbejde med børn som til at sidde bag et skrivebord.
I min bog bunder udfordringerne i nøjagtigt det samme hovedproblem, nemlig at de unge søger mod uddannelser og karriereveje, som har mest prestige, flest udviklingsmuligheder og med størst indflydelse på eget arbejde. Den udvikling har vi de seneste to årtier understøttet ved at hylde videnssamfundet, hvor vi samtidig har undladt at prioritere uddannelser og arbejde, hvor du har værktøj i hænderne eller arbejder med mennesker. Derfor står vi i dag i den ulykkelige situation, at jo længere du bevæger dig væk fra det konkrete arbejde på byggepladsen, med den omsorgskrævende toårige eller den ældre kroniske patient, des mere uddannelse, løn og prestige følger med. Den udvikling vendes ikke ved et quick fix. Der er brug for nysgerrighed, dialog, samarbejde og ikke mindst et politisk helhedsblik på vores uddannelsessystem.
På landets professionshøjskoler er vi i fuld gang med at tænke nyt, udvikle og danne alliancer i arbejdet med at skabe mere attraktive uddannelser. Men problemerne kalder også på handling fra blandt andre kommuner, regioner, de faglige organisationer, gymnasier og folkeskolerne. Og ikke mindst er der behov for, at regeringen sætter sig for bordenden, og i samarbejde med hele uddannelsessektoren, udvikler idéer og løsninger til et uddannelsessystem der passer til det samfund, vi gerne vil være – nemlig et samfund, hvor det er lige så attraktivt at uddanne sig til at arbejde med børn som til at sidde bag et skrivebord. Sker det ikke, så ved jeg godt, hvilke uddannelsesvalg Signe og Mads – og deres mindre søskende – træffer også i fremtiden. Så kan jeg skyde en hvid pil efter min uddannelsespolitiske ambition, men også efter et Danmark med stærke offentlige børnehaver, skoler, sociale botilbud og sygehuse.
Kronikken er bragt i Jyllands-Posten den 24. januar 2023
